Skt. Petersborg får københavnsk tegnefilmværkstedKøbenhavns Kommune03/09-2003 Københavns Kulturborgmester Martin Geertsen (V) overrækker i dag Skt. Petersborg en ganske usædvanlig jubilæumsgavegave i anledning af den forhenværende russiske hovedstads 300 års jubilæum. "Vi har med dette fuldt funktionsdygtige animationsværksted ønsket at give Skt. Petersborg en gave, der ikke samler støv i utilgængelige gemakker, men som tværtimod kommer et stort antal almindelige børn og unge til gavn og glæde lang tid fremover gennem kreativ nysgerrighed og læring." Sådan sagde Kulturborgmester Martin Geertsen (V) umiddelbart efter, at han havde overrakt Københavns Kommunes noget utraditionelle gave til fritidscenteret i Primorskij Kommune, der er en af de socialt tunge udviklingskommuner i Skt. Petersborgregionen. Tegnefilmværkstedet, der har sin pendant i Animationshuset på Tagensvej på Nørrebro, leveres til Primorskij komplet med pc'ere, animationsprogrammer, kameraer og lydrekvisitter, mens Det Danske Kulturinstitut i Sankt Petersborg sammen med Fritidscentret i Primorskij bliver ansvarlig for den fremtidige drift. Fritidscentret har afsat penge på næste års budget til lærere, der kan undervise børn fra mange forskellige skoler i Skt. Peterborgregionen på animationsværkstedet, og der er fundet de foreløbigt 50 børn og 20 pædagoger, der i de kommende to uger skal undervises ? og siden selv overtage undervisningen. "Valget af Primorskij som modtager af denne temmelig utraditionelle jubilæumsgave er naturligvis ikke helt tilfældig. Kommunen er med 270.000 indbyggere en af de største i Skt. Petersborgregionen, og antallet vokser støt som følge af intensivt boligbyggeri uden, at der er tilsvarende jobmuligheder. Her er børnene og de unge bestemt ikke forkælede med det udstyr og de muligheder, som mange danske børn har. Og jeg føler mig ganske overbevist om, at animationsværkstedet kan give sit eget beskedne bidrag til, at russiske børn fra hele regionen får mulighed for at få styrket deres nysgerrighed, læring, leg og kreativitet," slutter Martin Geertsen. |
||||||||||||
![]() ![]() ![]() ![]() |
|
© 2005 Datahjælp & nem-hjemmeside.dk |
|
lokal info .. erhverv .. køb & salg .. underholdning |